Untitled Document

Nichekultur II: Den danske hale

Information 2. december 2005, side 14 / 15

Fremtidens underholdningsmarked er nichepræget og tilgodeser selv de smalleste målgrupper, spår Wireds chefredaktør, Chris Anderson. Men hvordan står det til på vores breddegrader?

Af Henrik Moltke

Et rundspørge på det hjemlige marked tyder på, at effekterne af 'den lange hale' endnu er svær at spore. Men det er på vej, hersker der enighed om.
Jørgen Balle Olesen, der er administrerende direktør for netboghandlen Saxo.com, slutter sig mest helhjertet til idéen:
"Det understøtter meget vores opfattelse. Efterspørgslen på nettet er ufattelig bred, og det er naturligvis også her, nettet har sin styrke. I princippet er vi lagerførende i et sortiment på mange 100.000 titler uden reelt at have dem liggende."
Til forskel fra kæder som Arnold Busck og Gad, som tilbyder samme udbud på nettet som i butikkerne, satser Saxo primært på onlinesalg:
"I de traditionelle boghandlere for slet ikke at tale om supermarkederne er det primært bestsellerne, der bliver eksponeret. Det brede udvalg er på vej væk på grund af de høje lageromkostninger. Netbutikkerne bliver efterhånden de eneste, der har det brede udvalg, hvor man kan få selv de mest nørdede titler. Den såkaldte 80/20 regel, hvor 80 procent af omsætningen kommer fra 20 procent af titlerne, gælder ikke i vores butik."

Sex
Chris Andersons teori peger på, hvordan 'intelligente' systemer som Amazons anbefalinger, der på baggrund af data om brugernes indkøb henviser til andre produkter, i stigende grad vil hjælpe os med at finde frem til ting, som interesserer os.
De, som har handlet på Amazon, kender sandsynligvis den til tider foruroligende sikkerhed, hvormed Amazon for eksempel kan anbefale en dvd, man faktisk gerne vil se på baggrund af en bog, man lige har bestilt. Amazon kombinerer anbefalinger med brugerens egne anmeldelser, og derved genereres et mersalg, som ofte sender forbrugeren ud af den lange hale - væk fra hits og mainstream.
Hos Saxo, hvor man bruger et system, der minder om Amazons, har man set enkelte tilfælde af titler som er steget drastisk i popularitet på denne måde. Et eksempel er Sex - stillinger og teknikker af Adam Arent, en bog som ifølge Jørgen Balle Olesen "ikke solgte så forfærdelig meget før".
Bogen har det seneste år solgt små 2.000 eksemplarer via hjemmesiden. Titlen anbefales automatisk, hvis man f.eks. besøger saxo.com og kigger på Elsk hele Natten - hvordan mænd får flere orgasmer uden at miste erektionen af Barbara Keesling.

Forsigtigt dansk marked
Hos TV 2 Sputnik, der er pionerer på det danske on-demand marked for video og tv, melder projektleder Endre Kjerstad, at man så småt kan begynde at spore effekterne af den lange hale:
"Der er ikke nogen tvivl om at en tjeneste som TV 2 Sputnik, som er det man kalder narrowcasting, har en større chance for at tilgodese særlige behov."
"Det er stadig meget teknikdrevet," supplerer Casper Hald fra Nordisk Film, der er ansvarlig for spillefilmene på TV 2 Sputnik, "og måske ikke så nemt tilgængeligt for hr. og fru Danmark. Men vi håber på ketchupeffekten, når flere får forbundet deres fjernsyn til computeren".
Hos Sputniks konkurrent, SF Anytime, der dækker hele Norden, er man stadig langt fra et nichepræget marked.
"Det er der ikke endnu. Vores omsætning er på de større film. Men vi kan se begyndelsen af 'the long tail' ved, at det ofte er de film, som bliver udgivet direkte på dvd, og ikke de allerstørste film som går biograferne, der sælger godt her," forklarer administrende direktør Johan Cramer.
SF Anytimes katalog tæller omtrent samme antal som TV 2 Sputnik: 500 titler. Der er ingen brugergenererede anbefalinger, og udvalget af dokumentarfilm, ældre film og andet smalt indhold er meget begrænset.

Grafitti-dokumentar
En mere langhalet tilgang ses hos Digitarian, der ligesom amerikanske Netflix udlejer dvd'er over nettet og sender filmene med almindelig post. Udvalget, der pt. tæller over 4.500 titler, spænder fra Pier Paolo Pasolinis Saló fra 1970 til nichedokumentarer som Style Wars, der har særstatus blandt graffiti-interesserede.
"Vi har også haft succes med gamle danske film," forklarer kommunikationsassistent Jeppe Hviid.
Hos Phonofile, der står for ca. 70 procent af det danske musikmarked på netttet, ser direktør Jesper Bang-Olsen en tendens mod mere nichepræget salg blandt de godt 500.000 titler.
"Jeg vil tro, at vi sælger mellem 20-25 procent særpræget musik, og det er mere end i almindelige butikker."
Men danskerne holder sig langt mere inden for mainstream end amerikanerne:
"Faktisk er det lidt mærkeligt. Vi har kontakt til en række danske pladeselskaber hvor der blandt andet er danske jazzmusikere, der pludselig sælger meget i udlandet - især i USA. Hvad er det egentlig, der foregår derovre, spørger de."
kultur@information.dk

Chris Andersons tre regler

1: Gør alt tilgængeligt
2: Halver prisen. Og sænk den så endnu mere
3: Hjælp mig med at finde det, jeg vil have

--------------------

Nichekultur I: Nichekultur er fremtiden

Information 2. december 2005, side 14 / 15

Glem alt om hits og rid 'den lange hale' væk fra massekulturens laveste fællesnævner. På fremtidens underholdningsmarked sætter dokumentarfilm, smal litteratur og nørdet musik dagsordenen

Af Henrik Moltke

Hitkulturen er på vej ud, mens 'den lange hale' af elektronisk distribueret nicheindhold venter få klik forude. Det mener chefredaktøren på det evigt hippe teknologi- og livsstilsmagasin Wired, Chris Anderson. Hans teori om the long tail har vundet stor tilslutning, siden han beskrev den i Wired sidste efterår.
"'The long tail' er den store mængde af nicheprodukter, som ikke normalt kommer over den økonomiske tærskel og bliver stillet til rådighed i almindelige butikker og gennem mediernes distributionskanaler," forklarer Anderson.
"Vi har hitsene - de meget populære produkter, som vi alle sammen kender - og så har vi de mindre populære, som typisk ikke bliver tilbudt. Den lange hale er det store antal af varer, som kun kan blive økonomisk rentable gennem elektronisk distribution eller yderst effektive måder at sælge fysiske varer på, som f.eks. Amazon eller eBay."
- Du har skrevet om 'det fysiske rums tyranni', som du hævder nye distributionsformer overvinder?
"Der er egentlig to slags tyranni. Den første er hyldeplads: Man betaler husleje for den plads, et produkt optager. De produkter, der kan betale huslejen, er selvfølgelig de mest populære. Den anden handler om, at man med en fysisk vare er nødt til at tiltrække et lokalt publikum. Man skal være sikker på, at der er nok mennesker inden for en f.eks. 10 kilometers radius for at kunne retfærdiggøre at føre produktet. Men mange varer har en 'distribueret efterspørgsel' - fordelt ud over hele kloden. Normale distributionsformer tillader ikke at udnytte den efterspørgsel. De fleste produkter fra den lange hale har et publikum, som ikke kan forudsiges, og som ikke er koncentreret på ét sted. "

En uendelig hale
Chris Andersson samler for tiden på konkrete eksempler, succeshistorier og materiale til en bog om 'the long tail', som efter planen skal udkomme næste år.
"De store internetfirmaer i USA som Amazon, Apples iTunes musikbutik og Netflix videoudlejning tilbyder ofte 10 eller 20 gange større udvalg, end det du finder i de førende murstens-butikker. Ud af deres omsætning udgør salget af det, man ikke kan finde i almindelige butikker, cirka en tredjedel."
- Hvor lang er den lange hale?
"Den fortsætter uendeligt. Det eneste, der begrænser halen, er antallet af mennesker, som har noget at bidrage med. Musikkens lange hale er lige så lang, som der er folk, der laver musik. I gamle dage var det kun de professionelle, som havde adgang til de traditionelle distributionskanaler, der kunne få et stort publikum. I dag er grænserne mellem de professionelle og amatørerne blevet sløret. Amatørerne har direkte adgang til et publikum, som kan lide det, de laver. Især inden for musikken ser vi en stærk amatørbevægelse med bands, som er populære, men som ikke sigter mod at blive rige og skrive kontrakt med et af de store pladeselskaber."

Uden om industrien
- Det lyder fantastisk for kulturforbrugerne. Men vil underholdningsindustrien lytte til brugerne og give plads til 'mere hale'?
"Jamen heldigvis er det ikke op til industrien! Alle, der har lyst til at lægge deres musik ud på services som myspace.com, kan gøre det, og det er der allerede over 100.000 bands, som har gjort. Du har ikke brug for en distributør. Du har ikke brug for, at din plade kommer på hylderne hos en stor musikkæde. Vi har en ny distributionskanal, som går direkte fra din computer ud på nettet og ned på en andens iPod. Der er ikke nogen, der skal give dig lov - og den generation, som vokser op nu, foretrækker det mere og mere på den måde."
- Hvad håber du vil ske med underholdningsbranchen?
"Jeg håber, vi vil se en større kulturel diversitet. Problemet med en økonomisk model, der er baseret på de mest populære hits, er, at det fører til laveste fællesnævner-kultur. Kun den kultur, som rammer mange, klarer de økonomiske adgangskrav til markedet. De 'smalle' ting består ikke den prøve. Det fantastiske ved at sænke de økonomiske barrierer og se et mere levende marked for nicheindhold, er, at vi får meget større forskellighed i kulturen. Du kan gå både i dybden og bredden, når du ønsker det, og det vil føre til en enorm opblomstring."
kultur@information.dk

Den lange hale

Produkter med lav efterspørgsel udgør tilsammen en større markedsandel end de relativt få kæmpehits og bestsellere. Amazon og lignende internetservices har lært at udnytte den lange hale, som enormt udbud og effektiv distribution giver adgang til.

-------------------------

[Denne artikel var den første i en en række temaartikler om Public Service]

Licens til at dele

Information 5. august 2005, side 12 / 13

BBC er i gang med at åbne sluserne til sine enorme arkiver og opfordrer med en række initiativer brugerne til at rippe og remixe

Af Henrik Moltke

Det britiske svar på Danmarks Radio - BBC - er i færd med sætte nye standarder for public service i det 21. århundrede. Visionen er, at brugerne skal knyttes tættere til BBC: Tv- og radioprogrammer skal flyde uhindret mellem BBC og seerne, og i stedet for at være passive forbrugere, skal de indgå i fortsat dialog med mediehuset.
"Jeg tror, public service-organisationer er i gang med at genopdage, hvordan de bedst tjener befolkningen," siger Paula Le Dieu.
Le Dieu er konsulent for BBC Creative Archive - det ambitiøse arkivprojekt hvormed BBC har sat sig for at overvinde den altoverskyggende hindring for en åbning af arkiverne: den intellektuelle ophavsret. Med det nye projekt, der skal 'levere brændstoffet til briternes kreativitet', vil BBC ikke bare frigive den kulturarv, der findes i verdens største mediearkiv, men også gøre det muligt at genbruge indholdet på stort set alle tænkelige måder.
"Det drejer sig kort sagt om at sikre adgang til det indhold, der er skabt for befolkningens penge," sige le Dieu.

Kritisk til værks
Ideen er ikke ny. I det charter, som BBC fungerer under, står der i en ganske kort sætning, at BBC skal give adgang til sine arkiver. I en årrække har der været et ønske om at bruge arkiverne offensivt - især i undervisningssektoren, men, indtil internettet dukkede op, var spørgsmålet hvordan?
"Skulle vi bare åbne dørene til lagerbygningerne og lade folk vade op og ned blandt de endeløse rækker af bånd," spørger Paula Le Dieu.
Det viste sig nu, at det hverken var de teknologiske eller politiske problemer, der stod i vejen:
"Den største udfordring, vi stod overfor, var rettigheder. Både de rettigheder, vi ville give publikum, og i særlig grad de komplekse rettigheder, der knytter sig til ejerskabet af BBC's arkivmateriale."
Det er meningen, at i alt 100 timers materiale skal frigives i løbet den pilotperiode, som blev indledt i april og varer 18 måneder. Det kan umiddelbart virke beskedent i forhold til BBC's enorme arkiver. Men en typisk tv-produktion er et kompliceret netværk af kontrakter mellem BBC og samarbejdspartnere, der har ophavsret til de videobidder, musikstykker og manuskripter, der indgår i udsendelsen. Indledningsvis vil det kreative arkiv lægge værker ud, hvor ejerskabsforholdene er overskuelige - som f.eks. BBC's naturhistoriske programmer.
"Vi fandt ret tidligt ud af, at det var vigtigt at formidle, hvad brugerne kunne gøre med arkivmaterialet. Vi havde brug for de juridiske rammer, men også for noget, som folk kunne forstå. Skæbnen ville, at Creative Commons gik i luften nærmest samtidig, og vi indså med det samme, at det kunne tjene som inspiration."

Juristens hjertebarn
Creative Commons er den amerikanske juraprofessor Lawrence Lessigs hjertebarn. Lessig er internettets svar på Nelson Mandela og har i sine bøger kritiseret og udfordret den amerikanske copyright- og patentpolitik. Lessig er inspireret af den licens, som beskytter Open Source-software, og Creative Commons henvender sig til folk, der ønsker at dele tekster, musik eller billeder over nettet - inden for lovens rammer vel at mærke. Det var derfor med Lessig ved roret, at BBC gik i gang med at formulere de regler, som skal beskytte arkivets indhold. BBC står ikke alene - en række organisationer har sluttet sig til, navnlig Channel 4, Det Britiske Filminstitut og Open University.
"Licensen har fem nøgleelementer: Det første er 'attribution' (navns nævnelse, red.). Det betyder, at vi beder dig om at kreditere dem, der leverer materialet, og hvis du bidrager med noget, så beder vi også dig om at kreditere dig selv. Den anden regel er 'non-commercial'. Den tredje regel er 'share-alike' (del på samme vilkår, red.). Ideen er, at licensen rejser med alle de afledte værker," siger le Dieu.
Share-alike stammer fra Creative Commons, som igen har lånt ideen fra fri-software-guruen Richard Stallman. Share-alike er almindelig praksis i Open Source-verdenen, hvor den såkaldte General Public License (GPL) anses som en af de væsentligste årsager til bevægelsens succes.
Det fjerde element er 'UK only' og betyder, at materialet kun må bruges i Storbritannien. Man må forestille sig, at det er umuligt at kontrollere, når det foregår via nettet.
"Vi er i høj grad klar over, at licensen er en social kontrakt, og sådan vil vi gerne have, den skal være. Folk bliver gjort klart opmærksomme på betingelserne, og vi beder dem så overholde dem," siger le Dieu.

Prioriterer licensbetalerne
De første film- og radioklip fra BBC bliver lagt ud i august. Det Britiske Filminstitut har allerede lagt et lille udvalg af komedie- og dokumentarprogrammer ud på deres hjemmeside. Mens de er frit tilgængelige, uanset bopæl, vil BBC kun tillade brugere med IP-adresser i Storbritannien, forklarer Creative Archives projektdirektør, Paul Gerhardt:
"Vi er nødt til at prioritere licensbetalerne. Men på længere sigt arbejder vi på at finde en udenlandsk distributør."
Udover denne forhindring er det kun licensreglerne, der forhindrer folk i at videredistribuere filerne til folk uden for Storbritannien.
Arkivets femte og sidste regel kan også vise sig svær at håndhæve. Den siger, at arkivmaterialet hverken må bruges til at fremme en bestemt sag eller til at formulere nedsættende budskaber om andre.
"Tillid spiller en enorm rolle, fordi det netop er en social kontrakt. Hvis vi prøver at gøre det på anden vis - hvis vi f.eks. forsøger at håndhæve licensen strengt - ja så ville det betyde, at folk ikke kan bruge materialet frit, som vi ønsker. Det vigtigste er at give folk brændstof til deres kreative ideer.
Man kan spørge, om publikum overhovedet er klar til at 'remixe BBC'. For det er vel langt fra alle, som har ressourcer eller lyst til at sidde og klippe i gammelt arkivmateriale.
"Der er helt klart en fare for, at vi lader os rive med af sofistikerede teknologier og går forkert i byen i forhold til almindelige brugere," siger le Dieu.
"Men bare det, at folk kan gøre materialet til omdrejningspunkt for samtaler, at de må kopiere det og sende det videre til hinanden - det er måske det, remixing drejer sig om. Det er det samme, som vi gør hver dag, når vi taler sammen. Med arkivet prøver vi at tilføje en enorm kulturarv i form af lyd og billeder til disse samtaler," siger hun.
Ifølge le Dieu risikerer BBC at miste sin relevans, hvis ikke public service indtager en rolle i brugernes digitale liv. Det handler også om konkurrence, for det er især med projekter som Creative Archive, at BBC kan skille sig ud fra de kommercielle alternativer.

Public konkurrence
Lawrence Lessig udtrykte under et besøg i Danmark fornylig forhåbninger til udviklingen i Europa. I modsætning til amerikanerne har europæerne en tradition for statsstøtte, og det er ifølge Lessig nødvendigt for at sikre, at den enorme kulturarv ikke - efter en kortvarig distributionscyklus - ender under lås og slå.
Det nye arkiv er blot et af en række initiativer, som alle peger i retning af mere åbne standarder hos fremtidens BBC. I maj sidste år mødte BBC's internet-aktiviteter hård kritik i den såkaldte Graf-rapport - ikke mindst blev BBC kritiseret for med sin størrelse at skævvride den fri konkurrence. Kritikken betød, at en række BBC-hjemmesider måtte lukke. Men, som svar på kritikken, har nye projekter set dagens lys.
Et af dem er Backstage. Under mottoet "use our stuff to build your stuff" opfordrer BBC's programmører computerentusiaster til at udvikle nye teknologier med udgangspunkt i BBC's digitale materiale. På den måde regner BBC med at forbedre udbuddet. Til gengæld får nørderne en enestående chance for at lære nyt og profilere sig. I en konkurrence som Backstage udskrev ved lanceringen i sidste uge, blev deltagerne opfordret til at udvikle et nyt format til programoversigten. Vinderholdet bliver ansat til at gennemføre projektet.
"Det ultimative mål er at skabe et stærkt fællesskab af kreativt talent i Storbritannien, som arbejder effektivt sammen i nyskabende, åbne netværk," siger projektleder Ben Metcalfe fra Backstage.
Paula Le Dieu tror, at retningsskiftet udtrykker et stort behov, både hos brugerne og hos BBC:
"Den ekspedition, vi er draget ud på, vil forme sig som en dialog, hvor alle vil lære nyt undervejs - BBC måske allermest. Og jeg tror, vores publikum vil tage os med i nye retninger, som vi ikke kan forestille os, og som vi endnu mindre kan lave regler og licenser for."
Mere på: creativearchive.bbc.co.uk, backstage.bbc.co.uk og creativecommons.org
kultur@information.dk
Henrik Moltke er freelancejournalist

Billedtekst:
Det britiske svar på Danmarks Radio - BBC - er i færd med sætte nye standarder for public service i det 21 århundrede. Visionen er at brugerne skal knyttes tættere til BBC: Tv- og radioprogrammer skal flyde uhindret mellem BBC og seerne, og i stedet for at være passive forbrugere, skal de indgå i fortsat dialog med mediehuset

[Disse to artikler var del af "Brygget her", Hereford Beefstouws menukort, som i Oktober 2006 bød på Superflex´ FREE BEER].

FREE BEER er verdens første Open source-øl. Med inspiration i computernørdernes stille oprør mod Microsoft, monopoler og ensretning, er det en øl, som bliver bedre ved at deles. Forvirret? Så læs videre her...

Øl og computerprogrammer – hvad har de til fælles? Det er nok ikke det første, man tænker over, når man åbner en kold pilsner fra køleren eller tænder for pc´en.

Men groft sagt kan man sige, at begge dele stammer fra en slags kode. For øl er koden den opskrift, øllen produceres efter – mængden af malt, gær og smagsekstrakter osv. der skal i for at få den helt rigtige smag. For computerprogrammer er det lidt mere kompliceret – en masse kommandoer og, i sidste ende, 0’er og 1-taller, der fortæller computeren, hvad den skal gøre.

Siden computerens fødsel har det været god manér at stille koden bag sine programmer til rådighed for andre. Filosofien var, at det ikke hjælper at holde koden tæt til kroppen, hvis man vil udvikle de bedste computerprogrammer. En stor del af de maskiner og teknologier vi omgiver os med, bygger på tusinder af programmørers kode, der som byggeklodser frit kan flyttes rundt og udskiftes efter behov. Det er det, man kalder fri eller Open source software. Det geniale træk ved Open source-software er, at den særlige licens, der følger med, betyder, at man gerne må genbruge andres ”byggeklodser”, men at det, der kommer ud af det, skal stilles til rådighed for andre, under samme vilkår.

Open source handler om at sige: ”Her! Vi er tusinder af højt kvalificerede programmører. Vi elsker at programmere, og vi har arbejdet hårdt for at fremelske den bedste kode. Du kan studere den, du må bruge den, men vi skal have lov til at låne fra dig, som du lånte fra os.”

Men hvorfor nu en Open source- øl? Det hele begyndte som en opgave, en gruppe studerende fra IT-Universitetet i København, fik stillet. Kunstgruppen Superflex, der som gæsteundervisere havde sammensat et kursus, der fokuserede på ophavsret og kopiering, foreslog de studerende at lave en øl, hvor de genbrugte de idéer, de i forvejen kendte fra den digitale verden, på noget så ”analogt” som øl.

De studerende syntes, det kunne være sjovt at brygge sit eget øl, og lidt nørdet, ligesom at skrive sin egen software. Efter at have sat sig grundigt ind i området, gik de i gang. Ølguruen Keld Erlandsen, der har årtiers erfaring med hjemmebrygning og som har udgivet flere bøger om emnet, hjalp de studerende på vej, og inden længe boblede gryderne i ITU´s kantine.

For at give øllen et særligt touch tilføjedes guaraná, et sydamerikansk bær, som indeholder koffein og har en opkvikkende effekt. Superflex, der i perioder har opholdt sig i Brasilien, har arbejdet med det sagnomspundne røde bær, og brugt det i deres Guaraná Power sodavand, som distribueres af Søbogaard. Guaraná Power er et populært indslag på caféer og barer i Danmark og har været udstillet i kunstsammenhænge verden over, blandt andet på Venedig biennalen. Det fælles resultat blev døbt Vores Øl v. 1.0. Det lille ciffer til sidst bruger man i softwareverdenen til at betegne, hvor langt softwaren (i dette tilfælde øllen) er i sin udviklingsproces. Denne måneds øl er en videreudvikling af den originale Vores Øl, som udover smagsmæssige justeringer indeholder en større mængde guaraná-bær.

Vores Øl – navnet får de fleste danskere til at tænke på et andet og bedre kendt ølmærke. Ligesom softwaregiganten Microsoft har Carlsberg – om ikke et egentligt monopol, så i hvert fald en størrelse og indflydelse, der er svær at komme udenom. Inspireret af kurset mente de studerende, at det kunne være sjovt at pirke lidt til kæmpens monopollignende status. Man kan sammenligne Microsoft-styresystemet Windows. De fleste er vant til at bruge det, og selvom der findes alternativer, er vi trygge ved det velkendte, også selvom kvaliteten ikke nødvendigvis berettiger det. Vi bestiller en kold Hof eller Tuborg. Selvom der findes oceaner af øl fremstillet af bedre råstoffer, som ofte koster det samme – eller mindre - og smager bedre. De studerende på ITU lod sig inspirere af styresystemet Linux, der er sammensat udelukkende af fri software og skabt ved tusindvis af nørders samlede indsats over internettet. På samme måde håbede de, da projektet sluttede og det første hold på 100 liter rødgylden hjemmebryg stod klar, at andre ville tage udfordringen op. Vores Øl 1.0 blev lanceret i december 2004 ved en reception på ITU. Gæster, der havde trodset sne og rusk, kunne nyde en gratis Vores Øl, mens interesserede på dansk og engelsk kunne læse om projektet på hjemmesiden www.voresoel.dk. Her finder man også opskriften og anvisninger på, hvordan øllen brygges.

I ugerne, der fulgte, overgik interessen for hjemmebryggen alle forventninger. Ølentusiaster fra Mexico til Afghanistan reagerede med opmuntrende kommentarer og forslag i gæstebogen, og nyheden bredte sig som ringe i vandet på internettet. Især de mange blogs, der fortæller om stort og småt, som forfatteren ønsker at dele med andre, berettede om den danske Open source-bryg. Superflex var i mellemtiden gået videre med projektet i forbindelse med deres nye butik Copy-shop på Blågårdsgade i København. Da butikken, der sælger produkter, der stiller spørgsmålstegn til ophavsretten, åbnede, kunne man samtidig smage Superflex´ videreudvikling af bryggen, der nu hed FREE BEER 1.0. Nyheden, der i månedsvis havde gæret på internetttet, blev nu pludselig genstand for verdenspressens opmærksomhed.

Journalister fra TV-avisen til BBC og New York Times kontaktede Superflex, der lettere målløse deltog i interviews, quizzer og radioprogrammer. Et amerikansk website (www.drinkourbeer.com) annoncerede en kommerciel (og i øvrigt bemærkelsesværdig lys) variant af Vores Øl, som de sælger for ca 20 kroner flasken, alt inklusive. Samtidig diskuteres idéen heftigt i Open source-kredse, blandt andet på computernørdernes foretrukne nyhedsside, Slashdot. Her har ordene ”Free Beer” en helt særlig betydning, som er central for at forstå bevægelsen indre dynammik.

Navnet FREE BEER henviser til et berømt citat af fri-software-guruen over dem alle, Richard M. Stallman. Men før det kan forklares, er lidt historie på sin plads. Stallman var op gennem 70´erne en del af computerverdenens svar på the Beatles, forskerholdet på MIT’s laboratorium for kunstig intelligens.

Stallman og de andre pionerer programmerede i dagevis ad gangen, gik sjældent ud, og drømte om at revolutionere verden med software og fri information, når de sov på laboratoriets gulv. Men da laborariet i 1982 gik over til et styresystem, som et softwarefirma bestemte over og ville tjene penge på, bestemte Stallman sig for at kæmpe imod. Han forlod sit job og startede GNU-projektet, der skulle gøre op med den stigende tendens til at software blev ”lukket” med licensaftaler, der forbød brugeren at dele koden med andre. Stallman gik i gang med sit eget styresystem, som skulle være frit for alle. Men det var ikke nok. For hvis alle frit kunne bruge koden, kunne de også tage den, pakke den ind og sælge den igen – denne gang med et stort (c) for copyright på. Stallmans svar kom til at hedde GPL, General Public License. Ideen var at sikre dem, der ønskede at dele koden, friheden til at gøre det. Strategien han brugte, var en slags juridisk jiu-jitsu: kun ved at bruge de ressourcestærke softwarefirmaers kraft (copyright-loven) mod dem selv, kunne friheden til at dele sikres. GPL, som Stallman gav kælenavnet copyleft (og som har et omvendt © som symbol), er siden blevet den mest populære licens for fri- og Open source-software, og intet mindre end grundlaget for bevægelsens succes.

Stallman arbejdede videre på sit frie styresystem, og med hjælp fra programmører der tilsluttede sig hans Free Software-bevægelse, skrev han en række enestående programmer, som ikke bare kunne erstatte, men som også overgik de kommercielle alternativer. Desværre for Stallman var navnet free software genstand for en del misforståelser, der stod i vejen for bevægelsens gennembrud.

På engelsk har man ikke som på dansk to ord, der adskiller noget der har med frihed at gøre (free = frihed) fra noget, der har med pris at gøre (free = fri bar!). Det var en udbredt fejltolkning, at free software nødvendigvis betød gratis software.

I USA er det et alvorligt problem, at noget bare så meget som minder om kommunisme, hvis man vil tiltrække investorer. Stallman gik til modangreb og forklarede vidt og bredt, at det handlede om frihed (som i ytringsfrihed), ikke pris (som i gratis øl):

”Free software’’ is a matter of liberty, not price. To understand the concept, you should think of “free” as in “free speech”,’ not as in “free beer””, prædikede han. Men lige meget hjalp det. Stallman, der uden omsvøb promoverede det, som softwarefirmaerne kalder pirateri, var et problem, hvis bevægelsen skulle nå ud over scenekanten. Også selv om han ikke så noget galt i, at programmører tjente penge på fri software, så længe de overholdt spillereglerne i GPL-licensen. På det tidspunkt fik bevægelsen en af sine første, store sejre, da firmaet Netscape valgte at offentliggøre sin webbrowser Netscape under GPL.

Året var 1998 og dot.com-feberen rasede. Computere, Internet og programmører var omgivet at et gyldent skær. Mange af de højt kvalificerede programmører, der gik ind for at dele kode, syntes også, de fortjente en bid af kagen. Samtidig var forretningsverdenen ved at være moden til at tage imod deres idéer. En gruppe omkring Raymond blev enige om, at det var nødvendigt at tage afstand fra Stallmans kompromisløse og insisterende figur. Ved at kalde den samme idé Open source undgik man de anti-kommercielle undertoner, Free Software havde, og kunne samtidig give idéen et PR-boost. Udbrydergruppen havde succes, og inden længe strøg det første børsnoterede Open source-firma til tops. Samtidig samlede unge, og, vil nogle mene, mindre idealistiske programmører, sig om ikonet Linus Torvalds.

Torvalds havde på rekordtid lagt den brik, der manglede i Stallmans plan: En kerne, der kunne få det fri styresystem til at virke. Torvalds var ikke bange for at begå fadermord, og havde med imponerende overmod opkaldt hele pakken efter sig selv: LINUX. Ikke GNU/Linux, som Stallman (forståeligt nok) insisterede på, eftersom en stor del af komponenterne var hans fortjeneste, men bare Linux.

Torvalds kerne begyndte i 1991 som en uhøjtidelig besked, den på det tidspunkt 21-årige, finske computerstuderende sendte ud til en nyhedsgruppe på nettet. ”Hej alle sammen, jeg er ved at lave et (frit) styresystem (bare som hobby, det bliver ikke stort og professionelt som GNU)”, lød den omtrent. Det på det tidspunkt minimale system fængede gruppens interesse, og andre begyndte at udbygge og forbedre Linux, så det passede til deres behov. Det helt særlige ved Linux var udviklingsmetoden: Torvalds offentliggjorde nærmest dagligt opdaterede udgaver af kernen, som hans disciple sendte forslag og forbedringer til. Fejl og mangler blev på den måde udraderet med en hastighed, som få softwarefirmaer kunne konkurrere med. I 1998 var kernen så stor og stabil, at systemet udgjorde et seriøst alternativ til de kommercielle styresystemer.

Den fredelige pingvin Tux, der er Linux-projektets maskot, udgjorde en seriøs trussel for den arrogante kæmpe, Microsoft. Microsoft svarede igen med en serie af sagsanlæg og smædekampagner, som søgte at så tvivl og frygt overfor det ”upålidelige” system. Men på trods af krigen (eller måske netop på grund af den) står Linux og Open source-bevægelsen i dag stærkere end nogensinde. Selvom pingvinen stadig er et stykke fra at erobre hjemmecomputerne, kører mobiltelefoner, internetservere og en del af den teknologi, vi omgiver os med på varianter af Linux og Open source-software.

Vores Øl og FREE BEER er selvfølgelig ikke de eneste, der har ladet sig inspirere af computernørdernes - mere eller mindre - revolutionære idéer og praksis. NASA inviterede for eksempel titusinder af frivillige atstrologi-interesserede til at deltage i at identificere kratere og kortlægge Mars via nettet. Og i videnskabskredse – hvor man traditionelt har været gode til at dele – er lignende metoder blevet taget i brug til alt fra at kortlægge DNA til at udvikle prisbillige alternativer til store firmaers patentbelagte medicin til brug i ulande. En amerikansk kræftforsker brugte Open source-software til at nedbryde SARS-virus på kun fem dage. Derefter lagde han DNA-strengen ud på nettet, så andre kunne undersøge den. Små to måneder senere meldte den første kandidat sig med en kur. Men også udenfor videnskabskredse viser den Open source-inspirerede arbejdsmetode sine fordele.

Den internetbaserede encyklopædi WIKIPEDIA vokser dag for dag ud fra samme princip: Brugerne kan redigere og komme med forslag i de opslag, andre har skrevet, og er i dag af så høj kvalitet, at forskere og journalister (inklusive undertegnede) bruger det til research. Udover at være ”fri” er Wikipedia også gratis, og modsat Den Store Danske Encyklopædi og lignende værker, opdateres den minut for minut. Prøv selv at slå ”Vores Øl” op på www.wikipedia.org. Richard Stallmans jiu-jitsu-licens, GPL, har også fundet vej til andre områder. Den amerikanske jurist Lawrence Lessig har oversat licensen til at omfatte billeder, musik og tekst på nettet, som kan deles under samme vilkår. Lessig kalder idéen CREATIVE COMMONS, en række licenser som gør det let – og lovligt – for dem, der ønsker at dele idéer og kreative frembringelser med andre. Det er også Creative Commons-licensen, der er brugt på Vores Øl og FREE BEER. For første gang i verdenshistorien bliver øl ikke bare bedre ved at drikke den. Den vinder ved at deles!

HM: Godt. Altså, jeg ringer fra Superflex, og vi har lavet en øl der hedder FREE BEER. Som vi nævnte da vi skrev til dig, ville vi bede dig om at anmelde øllen -

RMS: Det ville ikke fungere. Sagen er at jeg ikke kan lide øl. Jeg bryder mig hellere ikke om at folk går så meget op i at drikke sig fulde. Jeg har kun været fuld en gang, og det var på en flyvetur over Atlanten hvor jeg havde begået den store fejltagelse at glemme mine sovepiller i kufferten, som jeg havde tjekket ind. Jeg prøvede at drikke whiskey for at opnå den samme effekt. Det fungerede ikke så godt, især fordi jeg ikke kunne fordrage smagen.

H: Men det jeg tænkte var at du måske kunne anmelde idéen, nu hvor du ikke vil smage øllen?

RMS: Jamen, jeg er vild med idéen så længe jeg ikke er nødt til at drikke det!

H: Hvad med navnet? Jeg mener, de fleste forstår det jo nok i ”gratis øl”-betydningen? Men der er jo også den anden –

RMS: Det håber jeg, for det koster jer jo penge at brygge den, så det giver mening at sælge enten flasker eller glas – og det får folk til at tænke: Det er fri øl, men det er ikke gratis øl.

H: Lige præcis, det var også idéen. Men hvad synes du så om at vi kalder den FREE BEER?

RMS: Jeg kan godt lide den - det er en sød måde at gøre opmærksom på noget på.

RMS: Ja, det er et hack. Det er snedigt på en legende måde, og så er det ”hacking”.

H: Vi fik en email fra dig for noget tid siden hvor du kom med en meget konstruktiv kritik af vores måde at snakke om intellektuel ejendomsret på –

RMS: Mine kommentarer handlede nok snarere om ”intellektuel ejendomsret” i citationstegn. Jeg bruger aldrig de ord. Og det er en misforståelse at bruge de ord, for de blander forskellige love samme, der har meget forskellig virkning, som om de var en ting. Så hvis nogen prøver at sige noget om”intellektuel ejendomsret” er vedkommende allerede så forvirret, at han ikke kan tænke klart.

H: Du foreslog også at vi kaldte den en fri software-øl, i stedet for en Open source-øl?

RMS: Ja, det er fordi jeg grundlagde fri software bevægelsen, og Open source er et begreb der er blevet brugt til at opsluge vores fortjenester og adskille dem fra de idealer, de opstod udfra. Ser du, vi udviklede software som folk kunne bruge på deres computer og lave om på, for frihedens skyld. Og den frihed, tror vi, er noget helt grundlæggende. Der var millioner af mennesker, som var glade for at kunne dele og ændre, og som syntes det var god software. Men de ville ikke se på det som et etisk spørgsmål, så de begyndte at bruge et andet ord, Open source, uden nogensinde at rejse de etiske spørgsmål, og de friheder som folk bør have. De har ret til at have deres syn på sagen, men jeg deler det ikke, og jeg håber heller ikke du gør. Jeg tror et stort skridt på vejen mod fri software i det mindste er at tale om fri software.

HM: Men er der så en bedre måde vi kan bruge ordene på end at tale om en Open source øl? For der lyder jo også underligt at kalde den en fri software øl..

Begge passer ikke rigtig fordi øl hverken er software eller har en kildekode. Man kan ikke køre opskriften gennem en compiler - der findes ikke et program der laver opskrifter om til føde. Men hvis man vil bruge det til at gøre opmærksom på noget, kan man ligesågodt vælge den bevægelse, man støtter.

HM: Men hvis vi nu taler generelt om at tage værdierne fra fri software-bevægelse, eller endda fra Open source-lejren, og flytter dem over på noget som ikke er software?

RMS: Det går jeg 100% ind for. Men det er slet ikke garanteret at de kan bruges på alt her i livet. De kan kun bruges på nogle ting, og især på værker der er lavet af information.

HM: Men hvor går så skillelinien? Giver det mening at tale om en Open source kogebog end en open source bil –

RMS: Jeg vil helst ikke bruge begrebet Open source. Jeg støtter ikke open source-bevægelsen. Men ja, opskrifter bør være fri.

HM: Vi har forsøgt at genfortælle hele historien fra begyndelsen af 70´erne og op til nu, for at folk kan forstå det her. Det er ret kompliceret.

HM: Tror du der findes en nemmere måde de her idéer kan rejse ind i folks bevidsthed på?

RMS: Jamen, jeg synes opskrifter er en god sammenligning hvis man vil forklare fri software til folk. Folk, der selv laver mad, er vant til at dele opskrifter og det er helt almindeligt at lave lidt om på dem, hvis man har lyst. Prøv så at forestille dig hvis regeringen pludselig tog den frihed fra dem, og sagde: ”Fra idag vil vi kalde dig en pirat hvis du kopierer eller deler en opskrift”. Forestil dig hvor vrede folk så ville blive. Det var den præcis den vrede, jeg følte, da de sagde at jeg ikke længere kunne dele software. Jeg sagde: ”Aldrig i livet! Det nægter jeg”.

RMS: Der var ikke nok der brugte computere. I computerens tidlige år var software almindeligvis fri. I 70´erne begyndte det at blive almindeligt med proprietær software, og den drejning mod det værre var fuldendt i begyndelsen af 80´erne. Men jeg havde oplevet at være del af et fælleskab af programmører hvor det var helt almindeligt at dele. Da det forsvandt og uddøde kunne jeg se frem til en moralsk forkastelig fremtid, og det afviste jeg.

RMS: Det var i 1983. Der grundlagde jeg fri software-bevægelsen og offentliggjorde en plan om at udvikle et styresystem bestående af fri software, så vi kunne bruge det og have denne frihed.

HM: Tror du at den måde tingene er på idag hvor man har muligheden for at bruge GNU/Linux og kan gøre en masse forskellige ting med Open source software –

RMS: Hør her. Når du taler med mig vil du så ikke være venlig ikke at bruge de ord?

RMS: Det er ikke hvad jeg står for, og du stiller mig i en dårlig position ved at tale med mig om mit arbejde, og bruge navnet på en gruppe som blev skabt for at afvise mine synspunkter.

HM: Det er faktisk svært for en som mig som ikke er programmør og som ikke har levet med det her i 20 år, selv hvis jeg prøver -

RMS: Tænkt på det som to forskellige politike partier. Hvis du inviterer en fra De Grønne (som jeg iøvrigt støtter) og begynder at tale om hans arbejde for de konservative gentagne gange ville han nok ende med at blive sur på dig.

RMS: Ja, det gør det, og faktisk sikrer jeg mig normalt inden at jeg giver et interview at de går med til ikke at gøre det, for det hele ville være forgæves hvis jeg blev fejlciteret for at støtte op om Open source

HM: Jeg læste faktisk på lektien. Og jeg tror det må være minds ligeså svært for almindelige mennesker –

RMS: Det er ikke så svært. Det handler om at lave om på en vane. Måske tager du fejl et par gange, men du kan godt lave om på det. Lad være med at overdrive.

HM: Da du startede fri software-bevægelsen og GNU-projektet havde du da nogensinde forestillet dig at det her ville udvikle sig til noget udenfor softwareverdenem som f.eks. Wikipedia?

RMS: Ja, men det jeg først om fremmest arbejder på er software skal være fri.

RMS: Ja! Det vil bringe de her idéer hjem til folk, som ellers ikke ville have tænkt over dem. Og det er nyttigt.

(..) endelig rundes nummeret af med et perspektivrigt interview, ved Henrik Moltke, med den amerikanske krigsforsker James Der Derian, der peger på de uheldsvarslende konsekvenser af en stadig mere intens alliance mellem underholdningsindustrien og militærapparatet. Kort sagt: En mangfoldighed af velskrevne og tankerige artikler om krigens kultur og kulturens krigeriskhed. Kulturo. Tidsskrift for moderne kultur, nr. 17. Red. Ravn, Funder m.fl. (Kulturo, 113 sider, 49 kr.). Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken 25. oktober 2003, 4. sektion, side 11

RUBRIK: ”Hvis kroppen er krigsførelsens virkelighedsprincip, så har USA været ret gode til at udviske den, til at fjerne den fra billedet”

INTRO: Krig er ikke hvad det har været. Vi så det i Golfkrigen, hvor Cable News Network, CNN, spillede en af hovedrollerne; en krig, som den franske filosof Jean Baudrillard senere provokerende hævdede, aldrig havde fundet sted. Vi så det igen i første akt af ’krigen mod terror’, hvor I-landenes højteknologiske hær med de samme fly sendte en regn af klyngebomber, humanitær hjælp og propagandamateriale ned over U-landet Afghanistan.

James Der Derian, der er forskningsprofessor i International Politik på Brown University, besøgte i februar Danmark som første led i den kæde af internationale forskningsprofiler, som Center for Medier og Demokrati i Netværkssamfundet (MODINET) i løbet af de næste år vil bringe til Danmark. Der Derian har de seneste år præcist beskrevet, hvordan krigen grundlæggende har ændret karakter i netværkssamfundet. Hans seneste bog, Virtuous War: Mapping the Military-Industrial-Media-Entertainment Network (2001), en besynderlig hybrid mellem et journalistisk roadtrip henover militære og politiske knudepunkter i det amerikanske magtlandskab og en mere traditionel teori, tager kritisk fat på militærets sammensmeltning med underholdnings- og medieindustrien. Den nye magtalliance har siden 11. september samlet kræfter og stod, da James Der Derian gæstede det ny KUA, klar til at indtage Irak.

Da den moderne militærteori og krigsfilosofis stamfader Karl von Clausewitz skrev sin berømte Vom Kriege tilbage i begyndelsen af 1800-tallet, kunne han af god grund ikke forestille sig ubemandede fly, computerspil eller for den sags skyld Fox News. Alligevel citeres han nærmest dagligt i disse dage, hvor en krig i Irak synes uundgåelig. Kan man overhovedet beskrive krigen i dag som krig i samme forstand?

Clausewitz er jo berømt for at beskrive krigen som en fortsættelse af politik med andre midler. Men i moderne krigsførelse, eller ’dydig krig’, (virtuous war) som jeg kalder det, kan man sige, at den i virkeligheden er en fortsættelse af ’simulationen’ af krig, teknologiseringen af krig. Politik synes ikke længere at være det primære anliggende, men mere hvordan man kan løse et umedgørligt politisk problem ved hjælp af teknologi. Clausewitz advarede også mod ’krigens tåge’ og mente, at teknologien skulle fordrive denne ’tåge’, tilføje kamppladsen en ny slags gennemsigtighed og på den måde muliggøre en friktionsløs krig. I krig bliver der nok ved med at være ting, der går galt, men faktum er, at USA nærmest har et magtmonopol, når det handler om at kunne overvåge verden: globale sensorsystemer og globale kommunikationssystemer, der opererer i næsten real time. Det giver den ny form for krigsførelse en enorm fordel i forhold til den ældre.

En rød tråd i argumentationen i din bog VIRTUOUS WAR synes at være spørgsmålet om, hvorvidt denne ’cyberkrig’, ’informationskrig’, postmoderne krig eller hvad vi end kalder den, nu også virkelig er en revolution?

Altså, noget kender vi fra tidligere tider, men den højteknologiske krigsførelse indeholder også helt nye elementer. Der er selvfølgelig det, at man med de nye former for højteknologisk krig har evnen til at række ud og dræbe nogen fra stor afstand. Det har man aldrig været i stand til før. Nu findes der Predator -droner udstyret med hellfire -missiler, der ikke kræver nogen menneskelig mellemkomst, udover selvfølgelig en base 6000 mil væk eller en befalingsmand, der betjener et joystick. Så, ja, folk bliver stadig dræbt, men i den ’dydige krig’ ser vi ikke, hvad der sker på den anden side; vi ser ikke det, som er strengt forbeholdt militæret, disse billeder fra guncameras og satellitter. Tabstallene er utroligt skæve - den ene side har præcisionsammunition, kan overskue slagmarken, forudse modstanderens træk. Fra vores side synes krigsførelse hygiejnisk, fjern og renlig. På en underlig og ofte foruroligende måde medfører det, at krigen, fordi den synes fjernere, derfor forekommer mere plausibel og mulig som en politisk udvej. Lad mig komme med nogle eksempler: Siden Golfkrigen [Den første Golfkrig, ”Operation Ørkenstorm”, red.] er rundt regnet 270 amerikanske soldater blevet dræbt – størstedelen af dem i friendly fire eller ulykker. I Mogadishu døde 18 amerikanere. I Kosovo – overraskende nok – blev ingen dræbt, en såkaldt ’zero casualty war’, som den amerikanske udenrigsminister Colin Powell ynder at kalde det. Vi kender ikke tallene på den anden side, her er der ingen, der tæller. Pentagon har sagt lige ud, at man ikke længere tæller fjendens tab: ”vi ønsker ikke at gøre de samme fejltagelser som vi gjorde i Vietnam”. Så det betyder, at det er overladt til NGO´erne. Human Rights Watch forsøger for eksempel at gøre det. Men jeg tror på en måde, det sænker tærsklen for folks tilbøjelighed til at støtte den stat, der går i krig, når vi ikke kender noget til de dræbte, når vi ikke ser bodybags. Hvis kroppen er krigsførelsens virkelighedsprincip, så har USA været ret gode til at udviske den, til at fjerne den fra billedet.

Et af de interessante spor, du åbner i de mere teoretiske dele af Virtuous War, er det repræsentationsproblem, der opstår, når volden virtualiseres. Slavoj Zizek nævner i Velkommen til virkelighedens ørken forfattere som Jüngers og Remarques beskrivelser af Første Verdenskrig og kampene i skyttegravene som det ultimativt autentiske, ’sande’ intersubjektive møde. I den form for krigsførelse, du beskriver, bliver der også dræbt, men det holdes uden for syne, hvilket betyder, at man effektivt fjerner en del af det moralske ansvar for konsekvenserne. Hvis jeg har forstået dig rigtigt, medfører det også, at krigen ophører med at være den internationale politiks ’ultimative virkelighedstjek’. Vil du forsøge at forklare det?

I Første Verdenskrig kunne man tale om to virkeligheder. Den, du nævner - og den som blev beskrevet af Ernst Jünger, hvis politik man måske let kan fordømme, selvom han i virkeligheden beskrev krigeretikken og dens værdier: ære, loyalitet, offervilje osv., bedre end nogen anden - hvorfor kommer det kun frem i krigstid? Det handlede ikke kun om fri vilje. I Første Verdenskrig blev soldaterne beordret ud i disse forfærdelige slagtepladser af de såkaldte ’château-generaler’, som befandt sig adskillige mil fra fronten. Det var et tidligt eksempel på virtuel krig - generalerne ringede og afgav ordrer, mens de sad og nippede af deres slotsaftappede vine langt væk fra fronten.

Det virtuelle element af krigen har nu nået et så udtalt niveau, at kontrolcentret i Tampa, Florida, i bund og grund er i stand til at befale, styre og kommunikere forskellige våben fra 6000 mils afstand. I netværksbaseret krigsførelse (network-centric warfare) kan man tage helt forskelligartede styrker, fx fra forskellige sider af kontinentet og sætte dem ind i én lille region af Afghanistan. Dette er helt enestående; noget man ikke har set i tidligere tiders krigsførelse.

Under dit foredrag i dag sagde du noget i retning af, at hvis Den første Golfkrig var en tragedie, bliver en mulig anden akten farce?

Ja, den lånte jeg fra Marx’ og Engels´ ”første gang tragedie anden gang farce”– men det, jeg også mener, er, at anden gang synes langt mindre nødvendig. Man kan sige, at Den første Golfkrig var mere defensiv i forhold til international ret. Saddam Hussein krænkede et suverænt område, Kuwait, hvorefter en koalitionsstyrke fra flere lande udøvede proportionel vold. Nu befinder Irak sig på knæene og har ikke overtrådt et andet lands territorium. Amerikanerne har svært ved at hente støtte, især i FN, og det hele begynder at ligne, hvis ikke en farce, så et korstog fra amerikanernes side. Og man spørger sig selv - hvorfor? Jeg føler virkelig, at det har været en overførsel af det, jeg kalder en mimetisk krig. Denne krig mod det ondes spejlbillede og det faktum, at Bush har gjort verden til en kamp mellem godt og ondt, bringer tankerne tilbage på Den kolde Krigs retorik. Det er ikke noget tilfælde, at mange af de mennesker, der står bag denne – lad os bare kalde det, hvad det er – imperialistiske offensiv, er oplært under Den kolde Krig og stadig befinder sig i dens narrativer. Det betyder, at vi lige nu har ’ondskabens akse’ på den ene side og en evangelisk regering på den anden, som ’i dydens navn’ ønsker at udslette ondskaben. Det handler altså ikke længere om Al Qaeda, eller for den sags skyld om Saddam Hussein. Det handler om en guddommelig inkarnation af det onde. Og skulle vi være så heldige at udrydde en del af netværket et sted i verden, vil det springe frem et andet sted – virkeligt eller virtuelt.

Det jeg mener med virtuous war – og det er et oxymoron, men jeg håber, at et publikum fra det ’gamle Europa’, som Rumsfeld så charmerende kalder det, fanger ironien – er, at vi i dag har de teknologiske evner til at udkæmpe krige på afstand, til at udkæmpe dem virtuelt. Men samtidig er der også et etisk imperativ om at dræbe færre, eller i hvert fald, at der er færre, der ser de døde, som jo er et uundgåelig resultat af krigsførelse. Der er et uforfalsket ønske om, at nedbringe det man kalder collateral damage (Dvs. utilsigtet skade; ’uheld’). Når man parrer den teknologiske evne med et etisk imperativ, altså kombinerer det virtuelle – det at kunne dræbe på stor afstand, brugen af computersimulationer og mediemanipulation, og udspredelsen af offentlige vrangbilleder - med dyden, så har man, når det er muligt, et dogme om retfærdig krig. Men når det uundgåelige sker og tingene går galt, eller når kameraerne er slukket, ja, så er det hellig krig, når det er nødvendigt.

En del af argumentationen i din bog omhandler sammensmeltningen mellem militærmaskinen og medie- og underholdningsindustrien; at militæret i dag i stadig stigende grad skæver mod Silicon Valley og Hollywood, mod computerspil og spillefilm - og samtidig arbejder meget tæt sammen med en række universiteter. Alt sammen for at forstå og mestre mulighederne inden for simulation, kunstig intelligens og ikke mindst den evne, man i Hollywood har til at producere fængslende fortællinger. Denne magtfusion kalder du MIME Kan du forklare lidt nærmere, hvad der gemmer sig bag denne forkortelse?

MIME, som står for Military-Industrial-Media-Entertainment Network, viser tilbage til ideen om mimesis, til hvordan vi imiterer og reproducerer virkeligheden med nye midler. I dette tilfælde er det medie- og underholdningsbranchens evne til at producere en slags faksimile af virkeligheden - og selvfølgelig en overdrevet virkelighed, for at få det til at sælge og gøre det nemmere at markedsføre. Men på grund af de nye teknologier, der gør det muligt at virtualisere virkeligheden, at reproducere den i high fidelity, giver det en særlig magt til medie- og underholdningsindustrien. Det være sig i computerspil, i militære simulationer, på CNN, eller i lokalnyheder. Når det hele så forbindes - og der findes forskellige institutioner, der fungerer som centre (hubs) for de forskellige forbindelsespunkter (nodes) - kan man tale om et militær-industri-medie-underholdnings netværk. (…)Medieekshibitionismen fungerer faktisk som en slags afskrækkelse, ligesom den atomare afskrækkelse under Den kolde Krig. Hvor man dengang udøvede en avanceret afpresning gennem den helt uacceptable ødelæggelse, atombomber kunne påføre et andet land, er de ikke længere så vigtige. I stedet hverver man medierne og viser de konventionelle våbens magt og overlegenhed. Under Golfkrigen (Den første Golfkrig, Red.) viste medierne os, hvordan hver eneste intelligente bombe (smartbomb) ramte sit mål, viste os hvert eneste Patriot-missil ramme Scud -missilerne. Det var først i ’efterbilledet’, efter at de politiske effekter ved denne taktik var blevet uvæsentlige, at vi hørte: Jamen, intelligente bomber blev faktisk ikke brugt så ofte, og de ramte heller ikke alle sammen deres mål. I virkeligheden udgjorde de kun omkring 10-15%. Og Patriot-missilerne var praktisk talt uduelige. Men det er det første billede, der betyder noget – ikke det andet, tredje eller fjerde. Og sådan er virkeligheden – at vi ser en ny synergi mellem militær simulation og offentlig forestillelse (dissimulation), hvor militæret og medierne har skabt en ny magt, en ny ekshibitionisme og voyeurisme, der øger USAs afskrækkelsesevne. En skønne dag vil man stille spørgsmål ved denne afskrækkelsesevne. Nogen vil se kortene; se om vi bluffer. Vil de her nye systemer virkelig levere varen? Ja og nej. Hvis det er en lille, hurtig krig: ja. Hvis det bliver en langtrukken storbykonflikt: sandsynligvis ikke.

Kan du afslutningsvis kommentere, hvorvidt du, i tråd med Hardt & Negris argumentation i Empire, mener at netværkssamfundet på samme tid har en iboende magt og modmagt indvævet i sin struktur? Gælder det også den type krigsførelse, du beskriver? Jeg tænker her på det billede af en akkumuleret, skal vi kalde det ’anarkistisk intelligens’, som Hardt & Negri kalder the multitude versus de mere hegemoniske netværk?

Hvis vi begynder med Hardt & Negri, så er jeg enig med en stor del af den diagnose, de stiller i Empire. Men jeg synes, der er en del upræcision i Empire. Jeg tror, de forveksler dominion (herredømme) med Empire, eller hegemonisk praksis, eller slet og ret imperialisme. Det er nødvendigt at analysere disse størrelser og være mere præcis omkring, hvordan magt fungerer – blød magt, hård magt, for nu at bruge mere moderigtige begreber. Men de overser også det måske vigtigste imperium, som går helt tilbage til Edmund Burke, nemlig Tilfældets Imperium. Det er ikke en gruppe mænd, der sidder og trækker i trådene i bedste konspirationsstil. Jeg tror heller ikke, det handler om the multitude, der sætter sig op mod magten. Jeg ser det mere som en række i høj grad tilfældige, men meget effektive, sværmende taktikker omkring særlige spørgsmål og globale begivenheder. Det er grunden til, at jeg ikke begiver mig ud i ’stor’ teori. Og det er måske også grunden til, at jeg ikke leverer en så sammenhængende teori som en Chomsky eller en Negri. Jeg tror det er mere på linie med de flertydigheder og den ambivalens, vi forsøger at forstå. Så på den måde kan man sige, at jeg er mere til det taktiske og begrebsmæssige end det storstrategiske og teoretiske.

Hvad er din personlige motivation for, som akademiker, at beskæftige dig med moderne krigsførelse som fænomen?

Som så mange andre omfattende projekter har det et beskedent udspring: Mine bedsteforældre udkæmpede deres egne krige. Min farfar deltog under Første Verdenskrig i den armenske modstandskamp under det tyrkiske folkemord. Min morfar, der havde en bondegård i en af de nordlige stater, deltog i Frankrig. Da jeg fra anden hånd hørte om deres oplevelser ville jeg give det en stemme. Jeg har senere hørt sange og historier fra den tid, men aldrig egentlige historier om kamphandlinger. Så der er helt klart et selvbiografisk aspekt i det her: at fortælle krigens historie set gennem mine egne erfaringer, og ikke mindst at beskrive de enorme forandringer, vi har set siden Første Verdenskrig. Hvis man var soldat dengang var oddsene, at for hver civil, der døde, måtte 8 soldater lade livet. I dag er det omvendt. Hvis du er iført en uniform, har du meget større chance for at overleve, end hvis du er iført en ’mufti’, hvis du er i civil.

BOKS: James Der Derian er forskningsprofessor ved Watson instituttet for internationale studier på Brown University. Han har modtaget en række udmærkelser for sine bøger om krig og informationsteknologi og skrevet en række artikler i bl.a. New York Times og Wired. Senest har Der Derian taget initiativ til internetforummet “Information Technology, War and Peace Project”, som består af korte, kritiske kommentarer til netværkskrigen:

Henrik Moltke studerer Moderne Kultur & Kulturformidling ved Københavns Universitet

”På et bestemt tidspunkt i kapitalismens udvikling, som Marx kun kunne skimte ude i fremtiden, blandes arbejdskræfterne med videnskabens styrke, med kommunikation og sprog. Det generelle intellekt er en kollektiv, social intelligens, som skabes af den akkumulerede viden, teknik og know-how. Arbejdets værdi virkeliggøres på den måde som en ny og universel arbejdsstyrke gennem optagelsen og den fri brug af de nye produktionskræfter. Hvad Marx så som fremtiden, ervores tidsalder.” (Empire, s. 384)

Med vanlig fransk flair for store ord udråbte kritikeren Aude Lancelin, Nouvel Observateur, Michael Hardt og Antonio Negri til ’Internetalderens Marx & Engels’, da de i 2000 udgav mammutværket Empire. Den slovenske filosof Slavoj Zizek fulgte trop og stemplede Empire som ’vort århundredes genskrivning af det kommunistiske manifest’. Efter megen akademisk hype og en decideret kassesucces har Empire bredt sig som ringe i vandet også udenfor det akademiske miljø. Der tales om intet mindre end en ’ny teori’, og det har der måske også været brug for, især på den luvslidte intellektuelle venstrefløj. Michael Hardt er en pæn, ung litteraturlektor på Duke University. Hans akademiske baggrund centreret omkring Deleuze samt en række italienske tænkere og litterater førte ham til lærermesteren Negri.Antonio Negri var professor i statskundskab på universitetet i Padua, da han i ´79 blev arresteret og efter en speget retssag dømt for sin rolle som inspirationskilde for voldelige venstrefløjsgrupper i 70´ernes Italien. Det har sat ham i rollen som noget så sjældent som en politisk dissident og tugthusfange – i øvrigt i samme fængsel, hvor den italienske socialist og politiske teoretiker Gramsci sad indespærret i under fascismen. Negri lever i dag i husarrest i Rom. I oktober 2002 besøgte Michael Hardt Danmark i forbindelse med et ph.d-seminar arrangeret af Copenhagen Business School. Kurset henvendte sig også til Ph.D-studerende fra de æstetiske fag, statskundskab og filosofi – alle berøres som bekendt af globaliseringen. Jeg fik i den forbindelse mulighed for at møde Michael Hardt.

I Empires forord beskriver du og Negri, hvordan grænserne mellem kultur, økonomi og politik nedbrydes i forbindelse med globaliseringen: ”Økonomen behøver en grundlæggende forståelse for kulturel produktion for at forstå økonomien, og omvendt behøver kulturkritikeren kendskab til økonomiske kredsløb for at forstå kulturen.” Hvordan skal det forstås?

”Selvfølgelig er der en mængde historiske eksempler på, hvordan kultur har været involveret iproduktionen og i økonomiske forhold. Det, der er anderledes i dag, er den måde, hvorpå kultur er blevet central for økonomisk produktion. En facet af det, er den måde, kulturindustrien har vokset sig til en enorm og ikke længere underordnet forretning. Tænk på Hollywood i USA. Det er den ene side af det: Kulturen bliver en større del af økonomien. Mere interessant og komplekst er det faktum, at alle økonomiske forhold og former for økonomisk produktion i stigende grad er afhængige af kultur. For eksempel er kulturstudier blevet gennemført mere udførligt og konkret i management-studier, end i de forskellige såkaldt oppositionelle kulturstudier. Ud fra målet om at skabe mere profit, har management-studier erkendt kulturens vigtige status selv på det mest umiddelbare niveau som køn og race, etc. Alle sociale forskelle betyder noget for produktionen. Så der er derfor mindst to måder, man kan sige, at kulturen bliver vigtigere for økonomien: i kulturindustrien og i vigtigheden af kulturel forskel indenfor alle typer af produktionen.”

Hardt & Negris teoretiske approach er i overensstemmelse med undersøgelsesobjektet tværdisciplinært, og de trækker på registre så forskellige som politisk og historisk filosofi, kulturteori, økonomi og antropologi. I kraft af sin netvækskarakter stemmer Empire således overens med det globale magtnetværk af samme navn, som Hardt & Negri diagnosticerer som værende i fuld færd med at materialisere sig for øjnene af os- Empire indledes med en foucaultiansk genealogi over de historiske ændringer, suverænitetsbegrebet har gennemgået, ikke mindst siden afslutningen af 2. verdenskrigog det supernationale FN-systems fødsel. Historisk set har vi bevæget os fra imperialistiske nationalstater til et overnationalt, suverænt magtobjekt,som samtidig er af en mere diffus og ansigtsløs karakter. For første gang kan man tale om et universelt imperium, lyder bogens hovedtese. Overgangssymptomer til den ny verdensorden tegner sig overalt – nationalstatens svækkelse som det første og tydeligste. Empire er netop kendetegnet ved, at det ikke kan begrænses til et sted eller nation, men er konstitutivt decentralt og ideelt set operativt overalt.

”What is the matrix?” spørger den blodfattige computerprogrammør og antihelt Neo (spillet af Keanu Reeves) i Wachowski-brødrenes scifi-thriller The Matrix fra 1999. Da han efter filmens point of no return, det symbolske valg mellem en rød og en blå pille – mellem smertelig indsigt i den barske sandhed om ’virkelighedens ørken’ eller forbliven i den trygge, men falske virkelighed – får forklaret tingenes sammenhæng af oprørslederen Morpheus, lyder det med denne dystre stemme:

MORPHEUS: “The Matrix is everywhere, it’s all around us, here even in this room […] It is the world that has been pulled over your eyes to blind you from the truth.”

Hvis man nu, lidt i spøg, spurgte “Hvad er Empire?”, så ville det korte svar være det samme:“kontrol”. Men hvor scifi-helten i kraft af sin hvileløse søgen og hacken rundt i computernetværk opdager, at verden, som han kender den, i virkeligheden er en gigantisk neuro-interaktiv computersimulation, så er plottet hos Hardt & Negri mindre eventyrligt. Og så alligevel ikke. Kampen om frihed, om netværksmagt, om menneskelig kreativitet og energi er et fælles tema, og Hardt peger selv på netop denne film, når begrebet ”Empire” skal formidles bredt. En grundpille i bogens argumentation er begrebet ’biomagt’, som Hardt & Negri låner fra Foucault. Gennem Deleuze & Guattaris videreudvikling af Foucaults oprindelige begreb (’biopouvoir’) hævder Hardt & Negri, at vi i dag befinder os i et kontrolsamfund.

Kan du, ud fra nøglebegrebet ’biomagt’, forklare den bro, som du og Negri skaber fra det foucaultianske disciplinærsamfund til jeres kontrolsamfund?

”Det, som Michel Foucault forsøger at finde frem til med begrebet biomagt, er i virkeligheden den måde, hvorpå alle aspekter af livet bliver væsentlige for kapitalen, da det kapitalistiske samfund grundlægges i det 18. og 19. århundrede. Med andre ord: det handler ikke kun om social orden, om at styre eller undertrykke folket, men om at promovere det sociale liv. Kapitalen og kapitalistiske regeringer interesserer sig aktivt for ernæring, fødselsrater og befolkningsvækst (population control) – alle disse faktorer i livet, i den sociale produktion, bliver væsentlige udfra et profit- og regeringsmæssigt perspektiv. Det er sådan, Foucault læser kapitalismens udvikling i det 18. og 19. århundrede. Det, som interesserer Negri og jeg, er egentlig en slags forlængelse af dette i nutidens verden – i den globaliserede verden, eller under nutidens forandringer af økonomien. Den måde, det sociale liv i sin helhed bliver genstand for styring og kontrol (government), det at det må tage højde for flere eller alle sider af det sociale liv – på samme måde; ikke blot regere, ikke blot forhindre folk i at gøre x eller y, men faktisk producere former for socialt liv. Det er i hvert fald den ene måde, vi forsøger at bruge begrebet biomagt, eller en måde, der hjælper os til at forstå, hvad der foregår. Den anden måde udspringer i virkeligheden fra et produktionsmæssigt synspunkt: Når vi forsøger at tænke på, hvordan vi skal beskrive det faktum, at mange former for økonomisk produktion ikke længere involverer den blotte fremstilling af materielle goder. Dette gjaldt eksempelvis for den traditionelle moderne fabrik, der fremstillede biler eller tekstiler. Der foregår noget andet i dag, ikke blot i serviceindustrien, men i en lang række forskellige områder af økonomien, hvor det, der produ-ceres, ikke er materielle goder,men i virkeligheden forhold. Man kan tænke på vidensproduktion, eller informationsproduktion, men også produktionen af kommunikation i sig selv, produktionen af forskellige samarbejdsformer. Det er herudfra, vi finder det nyttigt at tale om ’biopolitisk produktion’, fordi disse er forskellige slags arbejde, der skaber forskellige sociale livsformer. Det, der produceres med denne form for arbejde, er ikke bare information, kommunikation, affekt eller følelser, men sociale forhold, og disse forhold definerer i virkeligheden en livsform. Så begrebet biomagt eller biopolitisk produktion fungerer for os på to måder: at livet som noget nyt gøres til et magtobjekt, således at magten eller kapitalen må involvere sig i alle aspekter af folks liv. Og på den anden side betyder det, at arbejdet producerer noget andet (og måden at tale om det, der produceres er anderledes): sociale former, eller livsformer. Og det er biopolitisk produktion.” Den disciplinære magt hos Foucault fungerer som en udefra kommende afgrænsning og regulering af det, som man i en given periode regner for acceptabel opførsel og tænkning – fx gennem udstødelse eller indespærring af sindssyge og forbrydere. I kontrolsamfundet er de samme mekanismer i stigende grad internaliserede: ”stadig mere demokratiske, stadig mere immanente i det sociale terræn, fordelt ud i borgernes kroppe og hjerner” (Empire s. 23). Kun ved at blive en indvendig, og en helt igennem naturlig ting, som den enkelte tager villigt imod, kan fuld kontrol over samfundet – Empires ultimative mål – opnås. For nu at fortsætte analogien med The Matrix, så er det selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt det gode eller det onde vil sejre, der er væsentligt, og her er Empires forfattere – nogle vil mene naivt – optimistiske. Den symbolske opvågnen fra de fosterkar, der i The Matrix holder masserne indespærret i Virtual Reality-verdenen, er på vej. Kampen om den menneskelige energi (biopower) er i gang. Her er det interessant, at dette begreb i Empire betegner både den kraft, som Empire med kapitalismens højteknologiske og globale tentakler omformer i kontrolsamfundet, og den revolutionære kraft, som den kritiske ’multitude’ (et centralt begreb i Empire, som vil blive uddybet nedenfor) i form af ’spontan kommunisme’ kan vende mod Empire.

I afsnittet ‘Informatization’ understreger Hardt & Negri hvordan vi gennem fx. Muybridges fotografiske undersøgelser grundlæggende lærte at se de menneskelige bevægelser som mekaniske. Samlebåndsarbejderens ensartede bevægelser fuldførte den analogi mellem krop og maskine, som Chaplins Moderne Tider så mesterligt karikerede. På samme måde argumenterer de for, at vi i dag på mange måder tænker og samarbejder ligesom computere og netværk. Informationaliseringen af produktionen påvirker os ved at organisere vores hjerner og i stigende grad indordne kroppen i forskellige systemer. En proces som gør os fremmede overfor ”meningen med livet eller ønsket om kreativitet” (Empire s. 23). Postmoderniseringen af økonomien og informationaliseringen af produktionen – i kommunikative, sproglige og affektive netværk – betyder også, at arbejdet ikke på samme måde som hos Marx måles og værdisættes, men snarere skal ses som biopolitisk produktion. Og denne energi har, om noget, ”potentiale for en slags spontan og elementær kommunisme”, skriver Hardt & Negri. De sammenligner udbredelsen af informationssamfundets rygrad med Romerrigets veje og senere det spirende industrisamfunds jernbaner. Men til forskel fra både det romerske vejnet og jernbanerne, der forblev noget eksternt for produktionen og magthaverne, er: ”De nye informations-infratrukturer (...) indesluttet i og fuldstændig immanente for de nye produktionsprocesser”. Forfatterne opdeler kommunikationsnetværkene i to typer: de demokratiske og de såkaldt oligopolitiske – dvs. den type medier, hvor markedet domineres af en lille gruppe producenter.Internettet tilhører ideelt den første kategori. Da det oprindeligt blev udviklet af DARPA, en amerikansk militærforskningsenhed, var ideen netop, at det skulle kunne overvinde territoriale begrænsninger, og at det på grund af sit potentielt uendelige antal forbindelsespunkter kunne fungere selv om en del af det skulle blive ødelagt (eksempelvis efter et atomangreb). Hardt & Negri sammenligner Internettet som demokratisk model med Deleuze & Guattaris rhizom-begreb fra bogen Mille Plateaux (1980) og kalder det ’en ikke-hierarkisk, centerløs netværksstruktur’- hvilket på samme tid gør det svært (men langt fra umuligt) at regulere og fx censurere. Et tankevækkende eksempel opstod for nylig, da kinesiske internetbrugere blev forment adgang til søgemaskinen Google, og opfindsomme sjæle svarede igen ved at kreere en ”spejlvendt-Google” (elgooG), hvor præcis samme søgninger kunne foretages, blot ved at indtaste søgeordet omvendt – og på den måde blev den kinesiske censur omgået! De oligopolitiske medier (broadcastmedier) erderimod, med enkelte undtagelser, karakteriseret ved deres envejskommunikation og en trælignende rodstruktur fra center til et, ideelt set, uendeligt antal slutpunkter. Det gør dem derfor også langt nemmere at kontrollere og monopolisere – som det for eksempel er tilfældet med de mediegiganter, som Silvio Berlusconi, Rupert Murdoch og Ted Turner står i spidsen for. Men også Internettet har i de seneste år været genstand for en stigende monopolisering og kolonisering. En række fusioner i mediebranchen samt en stærk amerikansk corporate-lobby, og nu senest ”terrortruslen” (som jeg vil tillade mig at sætte i anførselstegn, ligesom Hardt & Negri vælger at gøre det), har blandt andet ført til en række hastigt gennemførte lovændringer omkring overvågning. Internettet skal i dag placeres et sted mellem de to positioner og bevæger sig, synes det, mod det oligopolitiske.Men der findes – selvfølgelig – også en række modsatrettede bevægelser. Internettet spiller i dag en afgørende rolle for de alternative globaliseringsbevægelser fra simpel hvervning og PR til hacktivism, dvs. strategiske angreb med henblik på at lamme modstanderens computere. Her vil jeg dog begrænse mig til en af disse alternative bevægelser, nemlig styresystemet Linux.

Linux blev grundlagt af finske Linus Benedict Torvalds i 1991 og er bygget op omkring den på det tidspunkt allerede eksisterende opensource-tanke, som MITprogrammøren Richard Stallman grundlagde i midt- 80´erne. Linux har en offentlig licens og er derfor – i modsætning til fx Microsofts Windows og Apples Mac OS gratis for enhver at bruge, men også at eksperimentere med, fordi den såkaldte kildekode er åben. Deraf navnet Opensource. Linux udmærker sig ved at være opbygget omkring et stærkt community, hvor brugerne udveksler erfaringer og hele tiden videreudvikler systemet udfra en kollektiv indsats. ”Vi i opensource-community´et har lært, at denne hurtigere udviklingsproces giver bedre software end i den traditionelle, lukkede model, hvor kun nogle få programmører kan se kildekoden, og alle andre blindt må bruge en ugennemsigtig blok data,” lyder det på www.opensource.org. Hvor Linux i størstedelen af sin levetid har været reserveret for brugere med i hvert fald et minimumskendskab til programmering, er Linux i dag væsentligt mere tilgængelig for ”almindelige” brugere, og en bevægelse i stærk vækst.

Opblomstringen af Linux, peer to peer og Opensourcebevægelserne på nettet og i computerprogrammering – kan man se denne udvikling som et tidligt overgangssymptom på det, du kalder for ‘multitude’?

”Ja, jeg tror, at der er en række computer- og interneteksempler, som kan være meget lærerige. De eksperimenter, du peger på, er korrekte og glimrende eksempler, og man kan tænke på de måder, hvorpå folk på nettet generelt skaber forskellige former for forhold, som ofte er globaliserede. Selv nogle af de, der måske ikke synes voldsomt politiske, tror jeg er af social signifikans. Når det er sagt, skal vi huske, hvor begrænsede, de her teknologier er, både socialt og geografisk. Det er selvfølgelig kun en mindre del af klodens befolkning, der har adgang til Internettet, og som har viden, tid, penge etc. nok til at kunne deltage i de her grupper.Lad os se disse eksperimenter som stimulerende eksempler og så se hvordan tilsvarende ting sker uden egentlig internetteknologier, hvordan folk organiserer sig i netværk på den samme måde, i andre sociale kontekster. Folk som aldrig nogensinde har brugt computere. Det er dette meget mere generelle felt, som af indlysende grunde vil blive væsentligere og mere magtfuldt.”

“Vi synes ikke, at det er rigtigt, at der er en privilegeret gruppe, for eksempel internetbrugere, eller endda computerprogrammører, som er de eneste med kapacitet til at skabe en ny verden.Vi tror snarere, at det revolutionære potentiale er ligeligt fordelt over hele kloden. Og derfor er selv de fattige, selv om de måske synes at mangle midler, rent faktisk utroligt velhavende og opfind- somme. Jeg læste for nylig noget af Rem Koolhas, den hollandske arkitekt, om et marked og en losseplads i Lagos. Når du først ser på det, synes det utroligt rodet, som om der hersker komplet kaos. Men han siger, at når du begynder at lære af det, hvis du bliver der i flere dage, er det utroligt så opfindsomme, de her mennesker er. Overlevelsesstrategierne finder konstant på nye måder at bruge materialer på, nye måder at leve sammen, nye organisationsmønstre, som er langt mere komplekse, end man opdager ved første blik. Det er på den måde, vi gerne vil vise, at de fattige faktisk er utroligt velhavende. Velhavende, fordi de er fulde af potentiale til at opfinde. Så vi skal ikke kun se på de mest priviligerede og derfor mest velhavende ud fra teknologisk og materiel rigdom, men anerkende alles kreative potentiale”. Her kommer Empires andet vigtige nøglebegreb, the multitude, ind i billedet. I modsætning til massen er the multitude – et ord som jeg ikke vil forsøge at oversætte til dansk, men nok bedst dækkes af ’mangfoldigheden’ på trods af dets bibelske konnotationer – kendetegnet ved bredde, subversivitet, mobilitet og ikke mindst den rhizomatiske struktur. The multitude er på samme tid imperiets byggesten og dets største trussel – en alternativ politisk organisation af globale strømme og udvekslinger.

”Når man tænker over, hvad demokrati betyder idag, eller når man overvejer, hvorvidt det giver mening at tale om demokrati i global målestok, eller i en globaliseret verden, så er den første erkendelse for mig, at de former for repræsentation, der fungerede – ofte dårligt – i nationalstaterne, i den moderne periode, ikke længere kan bruges. Eller i hvert fald ville skulle bruges anderledes på globalt niveau. Sagt på en anden måde: vi kan ikke bare tage de former for repræsentation, vi havde i nationalstaterne, de valgformer, parlamenter, osv., og antage at vi ville kunne udvide dem hundredfold til det globale landskab og forvente, at repræsentationen ville fungere på samme vis. Man kan sige, at repræsentation, strakt så tyndt, så langt og over så mange mennesker, ville kollapse. Når man tænker over mulighederne for eller kravene til et globalt demokrati, er man nødt til at tænke på andre former for repræsentation, end vi havde i den moderne æra, eller måske på ikke-repræsentative former for demokrati. Jeg ved ikke præcis, hvad det skulle være. Jeg når kun til at erkende, at vi har brug for noget andet. Desværre –jeg ville ønske, jeg havde noget konkret at foreslå, jeg ville ønske, jeg havde ti ting, vi skulle gå hjem og gøre i dag for at få globalt demokrati.” Selv om Hardt & Negri ikke har grydeklare løsninger på ’globalt demokrati’, så aner de tendenser til nye former for repræsentation i vores samfund. De understreger, at kampen for alternative repræsentationsformer ud fra en ”mangfoldighed (multitude) af singulære og bestemte kroppe, som søger indbyrdes forhold”, allerede er begyndt. Michael Hardt nævner de store demonstrationer i Seattle og Genova som eksempler på, hvordan en række organisationer med forskellige formål – og i nogle tilfælde direkte modstridende interesser – under disse demonstrationer blev til en fælles vilje. I Empire defineres begrebet som en ”mangfoldighed, en flade af særegne individer, en åben mængde af forhold, som ikke er homogene eller identiske […] og som bærer et uklart, inklusivt forhold til dem, der står udenfor.” Hardt & Negri mener derfor, at nationerne i dag må omdanne ’mangfoldigheden’ til ’folket’.

I skriver i bogens sidste del at ”den militante” er den, der bedst udtrykker mangfoldighedens liv, repræsentanten for biopolitisk produktion og modstand mod Empire”. Hvordan gør man det?

Tja, former for modstand (militancy) opfindes hele tiden i praksis. Det er ikke blot et spørgsmål om teori og praksis, hvor filosoffer og lærde kun tager sig af det teoretiske og folk på gaden af det praktiske. Jeg synes ikke, der er en sådan adskillelse. Jeg tror, at teoretisk tænkning udføres forskelligt i forskellige kontekster, så jeg mener at folk, der organiserer sig i bevægelser, tænker teoretisk på en anden måde.Min eneste evne er i virkeligheden at forsøge at forstå, hvad folk gør, hvad de organiserer i dag, og hvorvidt det er effektivt eller ej. Men jeg gør det mere som en, der er involveret, snarere end som en filosof, der står på sidelinien. Så med andre ord: hvis nogen spørger: “Hvordan kan jeg være militant i dag?” – Jamen, så er det op til dig selv at opfinde det! Eller at se på hvordan andre opfinder forskellige måder, for vi ser rent faktisk en mængde nye former for aktivisme blive opfundet. I Danmark, i Europa og Nordamerika og i fællesskaber finder man nye former for aktivisme, som selvfølgelig har deres begrænsninger, men som også, som jeg ser det, er yderst magtfulde og har et meget stort potentiale.”

I den kronologisk sidste del af det store rumepos Star Wars kæmper rebellerne, anført af Luke Skywalker, mod Imperiet i en veloplagt omgang Hollywood – de gode mod de onde i kamp om intet mindre end den universelle magt. I åbningssekvensen af Imperiet slår igen ser man, hvordan den imperiale flåde spreder i tusindvis af ubemandede sonder ud i rummet. Én rammer isplaneten Hoth, hvor rebellerne har gemt deres base. Sonden bliver skudt ned, men når at rapportere tilbage til moderskibet, og kort efter retter Imperiet og en usædvanligt ondsindet Darth Vader et storstilet angreb mod basen og jager rebellerne på flugt. Imperiet er et glimrende eksempel på den ’onde’, monolitiske magt, der i form af en træformet magtstruktur og med en kold, teknologisk militærovermagt breder sig som en uhyggelig, mørk skygge, og søger at kvæle den universelle mangfoldighed. Det er bemærkelsesværdigt, at rebellerne er sammensat af alle tænkelige galaktiske folkeslag og kæmper side om side mod Imperiet, som enten består af hvide mænd eller hvidt uniformerede stormtropper. Samtidig er rebellerne kendetegnet ved en mere pragmatisk tilgang til teknologien, som for det første er sparsom og for det andet ofte bryder sammen, og følgelig repareres med uortodokse metoder.Men det måske mest interessante aspekt i Star Warssagaen er den centrale dialektik forenet i ”kraften”.Ligesom Hardt & Negris biomagt er kraften hverken god eller ond i sig selv.Men den mørke side er,med Yodas ord, nemmere, hurtigere og mere forførende. Alligevel sejrer rebellerne over Imperiet, gennem opfindsom guerillakrig, sammenhold – og ikke mindst positiv biomagt. Som Yoda med sin særlige, poetiske syntaks beskriver den: “Life creates it, makes it grow. Its energy surrounds us and binds us. Luminous beings are we”.

Michael Hardt & Antonio Negri: Empire, Harvard University Press, 2000 (Udkommer på dansk til februar 2003 på Informations Forlag – arktiklens danske oversættelser ved Henrik Moltke)

Henrik Moltke er studerende ved Moderne Kultur & Kulturformidling ved Københavns Universitet.

På Bar Marsella i Barcelonas kineserkvarter serveres den sagnomspundne absint. Baren åbnede i 1820 og har altid været samlingsstedet for kunstnere og anarkister.

At træde ind i Bar Marsella er som at gå fra én verden til en anden. Facaden er ydmyg og forfalden, gardinerne nedrullede, og kun musikken afslører, at der overhovedet findes en bar på dette ydmyge gadehjørne i det centrale Barcelona. Døren åbner sig, og gulligt lys fra lysekronerne og den krydrede duft af absint slår en i ansigtet. De lange spejlvægge er overdådigt udsmykket, og i træskabene står rækker af fyldte flasker med falmede etiketter. Lokalet ser ud, som om alting har stået stille i hundrede år. Alt er dækket af et tykt lag støv. Nogle beskidte, hvide plasticventilatorer, et stereoanlæg og et par hundreder cder er det eneste, der afslører, at man ikke er trådt igennem et hul i tiden.
På denne torsdag aften er Marsella fyldt til bristepunktet. En blanding af turister, studerende og kunstnertyper har besat bordene. Ved den lange bar står folk tæt pakket, alle på en eller anden måde beskæftiget med den grønlige væske, der konstant krydser disken eller bevæger sig rundt i lokalet på tjenerens bakke. Hér er den så, den berømte absint, den mest sagnomspundne af alle drikke.
DEN ÆGTE RUS
»Marsella er det eneste sted i verden, hvor du kan få rigtig absenta. Det, de serverer i Prag eller København eller hvor som helst, har intet med vores absenta at gøre, lyder det med amerikansk beskedenhed fra Scotty, den tykke amerikaner, som på syvende år driver Marsella. »Det kan godt være, at det smager af absenta men det har ikke urten, the weed«. Urten, som Scotty viser mig et tørret eksemplar af, er en lille gul blomst. Ajenjo hedder den på spansk, havemalurt på dansk, og det er den, der giver absinten dens euforiserende effekt. Og så indeholder absinten 55 pct. ren alkohol. Hvis man ser sig omkring i baren, dypper de fleste gæster en sukkerknald i den ufortyndede absint, antænder den og blander det hele med isvand. Scotty vender øjnene opad: »Hvis turisterne har lyst til at drikke det sådan, skal de være velkomne. Men de får ikke the buzz, rusen, og så plejer de at brokke sig over at det er opreklameret og kommer ikke igen. Det er deres problem«. I en skuffe finder han en aflang, mat og tydeligvis ældgammel ske og lægger to sukkerknalder på den. Skeen har huller, så vandet frit kan løbe gennem sukkeret og ned i absinten. Det skal gøres langsomt, indtil sukkeret og vandet er helt opløst i den klare, gulgrønne væske. Lidt efter lidt bliver den sløret i bunden, og en brun rand ses foroven. Til sidst ses en boble i midten af glasset. Det vil sige - det ser ud, som om der er en boble, men da Scotty fører en gaffel gennem den, sker ingenting. Der er ingen boble, det ser bare sådan ud.
HØJST TRE GLAS
Få alkoholiske drikke er lige så omspundne af myter og skrøner som absint. »Det er en spirituel drik«, siger Scotty, »og det er rigtigt, at den påvirker centralnervesystemet og derfor betragtes som farlig, hvis man drikker den ofte«. Absinten giver en varm fornemmelse i brystet og en let uvirkelig fornemmelse allerede efter et enkelt glas. »De fleste der drikker absenta bliver bare i godt humør og meget kærlige. Der er mange der forelsker sig«. Det er vigtigt at absinten drikkes langsomt og i små slurke, forklarer Scotty, ellers får man ikke den fulde effekt: »Hvis du drikker det på den rigtige måde, kan du umuligt drikke mere end tre. Umuligt«. Det , som umiddelbart kunne lyde som et billigt salgskneb, viser sig at være sandt. Allerede efter halvandet glas er effekten tydelig, og efter to glas smaragdgrøn absint synes rummet forandret og smukkere. Stemningen er er steget og folk synes usædvanligt venlige og snakkesalige.
BERØMTE GÆSTER
Barens første indehaver var en vis Bartholomé, der i 1820 slog dørene op for Café de Marsella - barens oprindelige navn. Flere af de gamle, uåbnede flasker stammer helt tilbage fra dette tidspunkt, fortæller Scotty og peger på et par fuldstændig sortnede flasker. Det første halve århundrede af barens historie ligger hen i mørke, men baren forblev i samme families varetægt og er det stadig. Barcelonas mest kendte modernist, arkitekten Antoni Gaudí (1852-1926), Míro (1893-1923) og Picasso (1881-1973), der i en periode boede to gader fra baren, nød alle kølig absint ved bordene - de samme borde, man sidder ved i dag, selv om enkelte har måtte udskiftes på grund af tidens tand. Marsellas gulv, en forunderlig mosaik i forskellige farver og mønstre er fra samme periode, et eksempel på de katalanske modernisters store færdigheder indenfor tegl og kakler. Også Hemingway (1899-1961) kom på Marsella under sine rejser i Spanien og nød sin specielle blanding af champagne og absint her. Da Katalonien i 1939 bukkede under for den spanske overmagt, løb Marsella ind i problemer. Ligesom den berømte Els Quatre Gats var Marsella mødested for anarkister og kunstnere, men af den mere lyssky slags end de lapsede modernister på Quatre Gats. Baren kom af indlysende grunde i autoriteternes søgelys, og forskellige restriktioner blev indført. Francotiden har efterladt et pudsigt levn på barens spejlvægge: to klodset malede påbud, der på ingen måde passer ind i barens stil: Prohibido cantar forbudt at synge og Prohibido estacionarse en las mesas, forbudt at sætte sig (længere tid) ved bordene. »Det var Franco«, forklarer Scotty. Der kom mange anarkister her. Folk måtte ikke sætte sig ned, for så ville der blive talt politik. Den forrige ejers bedstefar blev skudt på gaden foran Marsella af samme grund. »Han blev myrdet, fordi han var katalaner og politisk engageret. Baren lukkede og åbnede igen, senere«. I dag ser Scotty EU som den største trussel for drikkens, og dermed også Marsellas fremtid. »De vil sætte målere på flaskerne, harmonisere lukketiderne og hæve priserne. Måske endda forbyde absint i Spanien. Så slemt var det ikke under Franco«. På Marsellas bageste spejlvæg ses et maleri af to halvnøgne nymfer klædt i rødt, den ene med blottet bryst. Absenta står der. Nymferne, fortæller en tydeligvis oplivet bargæst og peger på mit glas, sover i den grønne væske, og vækkes til live af vandet og sukkeret. En slurk velskænket absint er lige dele virkelighed - den klare del foroven - og fantasi, den slørede grønne bund.

KUNSTNERNES DRIK Myten omkring den smaragdgrønne absint fødtes blandt parisiske intellektuelle og kunstnere i midten af 1800-tallet og voksede i takt med drikkens popularitet op til omkring århundredeskiftet. Blandt de mest prominente franske 1800-talsdigtere, der drak absint, var Baudelaire (1821-1867l) og Verlaine (1844-1896), men stort set alle indenfor bohememiljøet nød drikken dagligt. Om Verlaine siges det at han var kraftigt beruset af absint under et ophedet skænderi, der endte med han skød vennen og elskeren Rimbaud (1854- 1891), som dog kun blev let såret! Der findes talrige bøger og malerier, der omhandler eller afbilder drikken, og lige så mange mere eller mindre troværdige historier om hvad den grønne fe, la fée verte, skulle have påført sine slaver af ulykker. Nogle mener f.eks., at Van Gogh´s farvevalg og karakteristiske aura omkring objekterne på lærredet kan tilskrives hans massive blandingsmisbrug, hvor absinten var hjørnestenen. Ja, endda at hans famøse øre- afhugning var en direkte konsekvens af absintens virkning! Absinten havde sit boom omkring år 1900, indtil drikken kort før første verdenskrig blev forbudt over det meste af verden. Giftstoffet thujon i malurten ansås som sundhedsskadeligt og forårsagende 'absintisme'. Man troede tilmed at syndromet, der viste sig ved hysteri og hallucinationer, var arveligt! En anden alvorlig bivirkning var blindhed, hvilket nu snarere skyldtes den elendige alkohol, der blev brugt til at brænde fattigmandsabsint, end malurten. Men drikkens uløselige forbindelse til bohèmekredse var nok den væsentligste grund til, at den blev betragtet som en fare for samfundet og derfor forbudt. I Spanien derimod, forblev absint lovlig, og er det stadig i dag. Caféen Kruts Carport på Østerbro i København har som eneste beværtning i Danmark en særlig bevilling og serverer en mildere, hjemmebrygget variant.

The Matrix og Fight Club er gode bud på det 21. århundredes første film: Nyskabende filmteknik, utraditionelle fortællemetoder og et højt tempo - actionfilm med en bred appel som oven i købet har sat tanker i gang hos de fleste. En nærmere blik afslører at begge film handler om virkeligheden eller rettere: de søger gennem filmmediet at beskrive oplevelsen af uvirkelighed.

»Alle havde bemærket det. Tyler og jeg gjorde det bare synligt. Alle talte om det. Tyler og jeg gav det bare et navn«, messer fortælleren (Edward Norton) i voice-over, da han og Tyler Durden (Bratt Pitt) søsætter Fight Club. Stedet hvor man kan mødes og slås bliver hurtigt en så stor succes at disse undergrundsbokseklubber breder sig som ringe i vandet. Tyler, den nietzscheanske supermand i Bratt Pitts krop, rammer med sin veltalenhed mændene, der alle føler et savn i deres hverdagsvirkelighed: »Tv forgøgler os, at vi bliver filmguder og rockstjerner. Det bliver vi bare ikke. Og det er ved at gå op for os. Og vi er pissesure«. De må indse at de aldrig bliver de mediestjerner, reklamerne har lovet dem, men i stedet er overciviliserede forbrugere, fuldstændig afskåret fra deres samler/jægernatur.

Lignende problemer trænger sig på i The Matrix, hvor hovedpersonen Thomas Anderson (Keanu Reeves) ligesom Truman i Peter Weirs The Truman Show og Murdoch i Alex Proyas' Dark City skal opdage, at virkeligheden, som vi kender den, er en illusion. Den opmærksomme filmgænger vil i begyndelsen af The Matrix have bemærket at Keanu bruger Jean Baudrillards bog Simulacra & Simulation som skjulested for sine piratprogrammer. Den hule bog er slået op på kapitlet On Nihilism, hvilket selvfølgelig er et hint fra instruktørernes side. Selv om de tilsyneladende ikke har læst meget andet end indholdsfortegnelsen og første side der til gengæld citeres flittigt har de fat i noget. Den franske filosof og sociologs kongstanke er nemlig at man ikke længere kan tale om virkelighed. Vi lever i et simulakrum , en kopi uden en original. Reeves spiller hovedrollen som ung cybercowboy med hacker-aliaset Neo. Han tror han lever i 1999, men opdager, at han i virkeligheden er en del af en enorm computergenereret simulation, matrix - en metafor for det elektroniske netværk, der udgør det moderne, vestlige samfunds rygrad. I sandhed en bitter pille at sluge. Filmens eventyrlige plot er at onde maskiner med kunstig intelligens har overtaget verdensherredømmet og gjort menneskene til slaver. Den rigtige virkelighed befinder sig ude i fremtiden, hvor de trælbundne mennesker fungerer som energikilde for maskinerne. Neos messianske mission bliver derfor intet mindre end at redde virkeligheden, og dermed hele menneskeheden.

Halvfemserne var årtiet hvor virtual reality (VR) trådte ud af de fikse idéers sfære og blev en stadig større kilde til refleksion. Hvad betyder det for os at vi i dag kan simulere stort set alting ved hjælp af computere? Videodrome ('82) og Lawn-mower Man ('92) legede med det skred, der sker i vores virkelighedsopfattelse, når alting ifølge Baudrillard - selv Gud - kan simuleres. I takt med at vores evne til at skelne mellem det virkelige og det falske svækkes, opstår en anden form for virkelighed: en slags over-virkelighed eller hyperrealisme. I Strange Days jagter en afdanket eksstrisser (Ralph Fiennes) en seriemorder, der myrder sine ofre iført et kamera som optager oplevelsen så den kan afspilles af andre ved hjælp af en VR-hjelm. Den psykopatiske morder der ligesom helten er afhængig af clips, disketter med VR-optagelser - får et ekstra kick ud af at iføre offeret masken og opleve hans egen død gennem morderens øjne. Samme motiv findes i Cité des Enfants Perdus, De Fortabte Børns By ('91) af franske Jeunet/Caro. Kunstig intelligens og de såkaldte cyborgs har gennemgået en voldsom udvikling fra det hurtigtlæsende gangstativ i Nr. 5 Lever, den elektropludrende R2-D2 i Star Wars, til den følsomme og intelligente cyborghelt i Terminator II. Agenterne i The Matrix er effektive dræbermaskiner med overmenneskelige evner - de kan undvige kugler, springe over bygninger etc., men fordi alle er en del af samme computerprogram, er forskellen ikke synlig. Deres opgave er at beskytte menneskenes illusion om at leve et rigtigt liv, så maskinerne kan omdanne deres kroppe til energi. Som oprørslederen Morpheus udtrykker det: »Matrix findes omkring os. Det er den verden der er trukket ned over øjnene på dig for at skjule sandheden for dig (...). At du er en slave«. Matrix er med andre ord et virtuelt fængsel, der kun tjener et formål: at holde mennesket passivt, så maskinerne kan tappe livet ud af dem.

Den navnløse fortæller og hovedperson i Fight Club lider af søvnløshed: »Ved søvnløshed er intet virkeligt. Alting er langt væk. Alting er en kopi af en kopi af en kopi«. Indtil 30-års alderen har han levet sit liv efter forudbestemte mønstre: skolegang, fast arbejde, ejerlejlighed, de rigtige mærkevarer. Han opdager, godt hjulpet af vennen Tyler Durdens visdomsord, at han er følelsesmæssigt umoden, at det næste trin på stigen, at stifte familie, synes urealistisk: »Jeg er en dreng på tredive«. Søvngængertilværelsens uvirkelighed forsvinder som dug for solen hver gang drengene mødes i Fight Club. Fortælleren opdager at man kan sluge en halv liter blod uden at tage skade af det og lærer at fremstille sprængstof af almindelige husholdningsmidler. Efter et selvforskyldt trafikuheld - inspireret af ghostdriving, kørsel i modsat retning på motorvejen og airbagging, hvor man stjæler en bil, kolliderer med f.eks. et træ og håber på at airbaggen virker-konstaterer Tyler Durden ironisk: »Vi har lige haft en nærlivs-oplevelse«. Første halvdel af The Matrix bevæger sig behændigt og legende i gråzoner mellem drøm og virkelighed. Svaret på det store spørgsmål, What is the Matrix, afsløres først langt inde i filmen. Ligesom Alice i Eventyrland følger Neo den hvide kanin til Morpheus, en reference til den græske søvngud - og videre ind i noget, der ligner et gigantisk syretrip: »Har du aldrig haft en drøm, som du var så sikker på, var virkelighed? Hvad hvis du ikke kunne vågne fra den? Hvordan ville du skelne mellem drøm ... og virkelighed?«.

Heltene i både The Matrix og Fight Club opnår deres mål gennem forbrydelse. I The Matrix leder Neo efter sandheden når han om natten hacker databaser for at finde ud af hvad Matrix er, og er i øvrigt skyldig i enhver tænkelig computerforbrydelse. Tyler Durden (Brad Pitt) morer sig i Fight Club med at sprænge ting i luften, pisse i de riges suppe og klippe pornobrudstykker ind i Disney-familiefilm. Terrorismens mål er at bekæmpe den falskhed og forstillelse som hersker overalt i samfundet: Franchisekæderne, IKEA-redebyggeriet, de reklameskabte skønhedsidealer, kort sagt: de globale selskabers usynlige magtstrukturer. I sin søvnløshed konstaterer fortælleren at den dag, udforskningen af rummet kommer i fart, vil selskaberne navngive himmellegemerne: IBM Stjernetågen og Microsoft-galaksen. Ironien er udtalt i Fight Club, hvor instruktøren David Fincher langer kraftigt ud efter product placement, strategisk placering af kommercielle produkter i reklameøjemed - og lader det gå ud over en række kendte multinationale selskaber. Både The Matrix og Fight Club er blevet kritiseret for æstetisering af vold og vandalisme. Ligesom det skete med Kubricks Clockwork Orange er det nemt for forvirrede unge at overtage heltenes nihilistiske forhold til samfundet. I kølvandet på Fight Club har det amerikanske politi allerede arresteret unge i færd med at tæve løs på hinanden i garager og lagerbygninger. Selv om instruktøren David Fincher af hensyn til censuren har ændret en enkelt ingrediens i hver af de opskrifter på sprængstoffer, filmen giver, ville det ikke være svært for en fantasifuld 17-årig at tage skridtet videre. The Matrix og Fight Club henvender sig til et ungt publikum og indeholder den nødvendige spænding og vold for at fange opmærksomheden. Men det er samtidig intellektuelt udfordrende film som har mere eller mindre velformulerede budskaber. Det er film der ironiserer over drømmefabrikken, Hollywood og den moderne underholdningsindustris rolle for en generations bevidsthed. De billeder, som filmene giver, rammer en generation som er ramt af følelsen af uvirkelighed. Unge som er flasket op med tv har oplevet stort set alt, hvad et menneske kan komme ud for i livet i forvejen. Livet kan forekomme uvirkeligt, som en serie af deja-vuer - som den søvnløse fortæller i Fight Club konstaterer: »Jeg levede i et evigt deja-vu«. Hvad kan man stole på, når en stadig større del af ens viden og erfaring er medieskabt?

Fight Club kan ses i biograferne. The Matrix er udkommet på video, men kan stadig ses i enkelte biografer.